Café VIKÀ producerer mad til konkurrencedygtige men ikke konkurrenceforvridende priser. Det er, som VIKÀs øvrige værksteder/serviceenheder, en arbejdsplads med et helt særligt socialt design. Medarbejderne er førtidspensionister (§ 103 medarbejdere), som har det tilfælles, at de alle har en meget høj arbejdsidentitet og ønsker at yde det, som de kan på en arbejdsplads på trods af mange forskellige barrierer og skånehensyn. De indgår i madproduktionen og holder Caféområdet pænt og rent. Arbejdsglæden og det at have et arbejdsliv er, for § 103 medarbejderen, en uundgåelig del af det at have en meningsfuld hverdag. Café VIKÀ stiller de rammer til rådighed, der skal til for at alle kan være en del af arbejdsfællesskabet. Når man handler hos Café VIKÀ, vil man opleve et unikt koncept af glæde, stolthed og god mad i lækre nye omgivelser. Måske er agurkeskiverne ikke lige tykke en dag, måske bollerne er ikke helt lige store eller har samme form, men det skal der være plads til. Med andre ord: Man skal, som kunde, være beredt på, at det ikke stringente er en del af charmen, når man handler hos Café VIKÀ. Caféens personale leder, fordeler og tilrettelægger produktionsopgaverne, og der er selvfølgelig samme hygiejnekrav og kontrol fra levnedsmiddelstyrelsen mv. som for alle andre Caféer.
Hver dag sælges bl.a. dagens varme ret, sandwich, håndmadder og salat. Der er også forskellige drikke som kaffe, vand og sodavand på menukortet. Man kan følge Café VIKÀs udvikling og tilbud på Facebook. OBS alle forespørgsler ift. bestillinger skal gå via Café VIKÀs fællespostkasse (se nedenfor) - ingen bestillinger modtages via opkald!
Tilbuddet er VIKÀs nyeste tilbud og kører bl.a. mad ud til salg på VIKÀs øvrige værksteder i Hjørring.


